Indtægter fra gaver og arv skæpper særdeles godt i kassen i den erhvervsdrivende fond Aage V. Jensen Naturfond.
Naturfonden havde sidste år gave- og arveindtægter for 51 millioner kroner, og samlet har fonden de seneste fem år kunnet bogføre 317 millioner kroner på dén post i regnskabet – svarende til gennemsnitligt 63 millioner kroner om året.
Ifølge bestyrelsesformand i Aage V. Jensen Naturfond Mette Fabricius Skov har de mange penge, der hvert år tikker ind i gaver og arv, stor betydning for fondens økonomiske muligheder.
”Vi er selvfølgelig meget glade for at få så mange og så store beløb i gaver og arv. Pengene er med til at give Aage V. Jensen Naturfond en større gennemslagskraft og en længere rækkevidde i arbejdet med at bevare dansk natur og biodiversitet. Samtidig har de gaver og arveindtægter, vi har fået gennem årene, været medvirkende til, at grundkapitalen i naturfonden, som ved stiftelsen i 2007 var på 300 millioner kroner, er øget til en milliard kroner, og at fonden dermed fuldt ud kan stå på egne ben,” siger Mette Fabricius Skov, der har været formand for fonden siden starten af 2021.
Mette Fabricius Skov tilføjer, at gaverne og arveindtægterne endvidere er medvirkende til, at naturfonden har mulighed for, som hun udtrykker det, ”at slå til, hvis der pludselig opstår muligheder for at erhverve et eller flere nye, store naturområder”.
Det er dog ikke sådan, at gave- og arvemidlerne lander i en slunken kasse. Naturfonden kom således ud af 2022 med en egenkapital på knap 2,2 milliarder kroner. Dens samlede uddelinger sidste år udgjorde 60,7 millioner kroner og har de forrige år svinget mellem 66 og 144 millioner kroner.
De gaver og arveindtægter, vi har fået gennem årene, har været medvirkende til, at grundkapitalen i naturfonden, som ved stiftelsen i 2007 var på 300 millioner kroner, er øget til en milliard kroner, og at fonden dermed fuldt ud kan stå på egne ben
Mette Fabricius Skov – Bestyrelsesformand, Aage V. Jensen Naturfond
På spørgsmålet, om der er en direkte sammenhæng mellem størrelsen på Aage V. Jensen Naturfonds uddelinger og de midler, fonden modtager i arv og gaver, siger Mette Fabricius Skov:
”Ja og nej. Aage V. Jensen Naturfond har jo også indtægter fra egne finansielle aktiver, men det er klart, at arv og gaver giver os nogle ekstra muligheder og en længere rækkevidde. Men jeg vil ikke sige, at fonden er decideret afhængig af midlerne fra arv og gaver.”
Ifølge Mette Fabricius Skov forventes Aage V. Jensen Naturfonds samlede uddelinger i 2023 at lande på cirka 100 millioner kroner. Fonden har et stort forskningskald på det marine område, hvor der kommer uddelinger i efteråret i størrelsesordenen 50 millioner kroner, og dertil kommer de ’sædvanlige uddelinger’, som formanden regner med også ender omkring 50 millioner kroner.
Største gaver fra søsterfond
Ifølge den 60-årige advokat og civiløkonom kommer de største gaver, Aage V. Jensen Naturfond gennem årene har modtaget, fra søsterfonden Aage V. Jensen Charity Foundation i Liechtenstein. En fond, som Mette Fabricius Skov også er formand for.
Da Aage V. Jensen stiftede Charity Foundation i 1980, var det med det formål at bevare naturen og beskytte de vilde dyr rundt omkring i verden. Men fordi stifteren samtidig kerede sig særligt for den danske natur og derudover havde oparbejdet noget af sin formue i Danmark, gjorde Charity Foundation lige fra starten en ekstra stor indsats i Danmark, og over en 20-årig periode opkøbte Charity Foundation 22 danske naturområder på tilsammen knap 15.000 hektar.
”Med tiden fandt bestyrelsen det mest hensigtsmæssigt at oprette en dansk fond med en selvstændig bestyrelse bestående af danske medlemmer, og det førte til stiftelsen i 2007 af Aage V. Jensen Naturfond, som fik overdraget de naturarealer, Charity Foundation havde erhvervet. De to fonde har samme formål, nemlig naturens bevarelse og vilde dyrs beskyttelse, men forskellen er, at Aage V. Jensen Naturfond kun støtter naturprojekter i Danmark, mens Charity Foundation støtter projekter over hele verden,” fortæller Mette Fabricius Skov.
Siden stiftelsen af Aage V. Jensen Naturfond blev det gjort klart, at Charity Foundation skulle fortsætte med støtte op om og bidrage til naturfonden, så den har de bedste muligheder for at beskytte naturen i Danmark.
”Selvom naturfonden nu har vokset sig stor og har en så stor kapital, at den kan stå på egne ben, er Charity Foundation fortsat med løbende hvert år at give store gaver af varierende størrelse til naturfonden – og intentionen er, at det skal fortsætte. Når det gælder et fortsat fokus på bevarelse af dansk natur, er naturfonden den naturlige samarbejdspartner for Charity Foundation,” understreger Mette Fabricius Skov.
Flere danskere vil betænke naturen
De midler, Aage V. Jensen Naturfond får fra andre end søsterfonden med adresse i Liechtenstein, kommer fra danskere, der har eller har haft en særlig forkærlighed for den danske natur.
”Vi oplever, at ligesom mange danskere betænker organisationer som Kræftens Bekæmpelse eller Red Barnet i deres testamente, er der flere og flere, som også ønsker at betænke naturen, og derfor bliver vi indsat i en del testamenter. Alene sidste år modtog vi tre millioner kroner i arvemidler,” siger Mette Fabricius Skov.
Vi oplever, at ligesom mange danskere betænker organisationer som Kræftens Bekæmpelse eller Red Barnet i deres testamente, er der flere og flere, som også ønsker at betænke naturen
Mette Fabricius Skov – Bestyrelsesformand, Aage V. Jensen Naturfond
Hun mener, at når folk netop ønsker at tilgodese Aage V. Jensen Naturfond frem for andre velgørende eller humanitære formål, er det fordi, folk har oplevet eller læst om de naturområder, som naturfonden ejer og driver.
”Der er jo tale om nogle af de mest bevaringsværdige naturområder i Danmark, som fonden driver for at sikre naturen og biodiversiteten, og det er en tanke, som mange med et ønske om at støtte naturen finder rigtig,” siger Mette Fabricius Skov.
Den Danske Naturfond står forrest
Netop tendensen til, at flere danskere ønsker at give penge til naturen, var ifølge Mette Fabricius Skov én af grundene til, at Aage V. Jensen Naturfond i 2015 sammen med den danske stat og Villum Fonden stiftede den uafhængige, private fond Den Danske Naturfond.
”Vi gør ikke noget aktivt fra Aage V. Jensen Naturfonds side for aktivt at opsøge gave- og arvemidler, men vi fortæller om muligheden på hjemmesiden for at imødekomme de mange henvendelser, vi får fra folk, der gerne vil give os arv og gaver. Vi planlægger ikke fremover at ville gøre en yderligere indsats for at prøve at få flere indtægter via gaver og arv. På det punkt mener vi, at Den Danske Naturfond står i forreste række til at blive promoveret,” siger Mette Fabricius Skov.
Ifølge Den Danske Naturfonds 2022-årsrapport havde den sidste år indtægter for 17 millioner kroner fra ’private bidrag og donationer’, heriblandt fra de 7.300 personer, der støtter fondens arbejde med et fast månedligt bidrag.
Derudover modtager Den Danske Naturfond løbende henvendelser om arv og testamentariske gaver.
”Fonden samarbejder med cirka 40 andre velgørende organisationer for at øge fokus på muligheden for at testamentere til velgørenhed,” skriver Den Danske Naturfond i årsrapporten.
Læs mere om samarbejdet Det Gode Testamente her.